Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alkeredens solpolitik

Alkeredens solpolitik

For alle børn i Alkereden

Hvorfor:

Solpolitikken skal sikre, at alle børn og medarbejdere bliver beskyttet mod den skadelige ultraviolette stråling fra solen.

Det er videnskabeligt bevist, at solskader i barndommen giver risiko for at udvikle kræft i huden senere i livet – ”Huden husker”.

Hvornår:

Vi vil følge vores solpolitik, fra april til september. Mellem kl. 12 og 15, når uv-indekset er 3 eller mere.                       

Når det gælder solbeskyttelse, benytter vi:

1. Skygge...

  • Børn beskyttes bedst mod UV-stråling ved at tilbringe mindre tid i direkte sol i de timer, hvor UV-strålingen er stærkest. Det er mellem kl. 12 og 15.

  • Vi søger skygge under træer eller overdækning på legepladsen mellem kl. 12 og 15.

  • Vi sætter lege og socialt samvær i gang på steder med skygge midt på dagen.

  • Vi planlægger mulighed for skygge ved udendørsaktiviteter midt på dagen, evt. mulighed for at gå indenfor.

  • Vi sørger så vidt muligt for skygge over sandkasserne.

2. Solhat…

  • Når børnene er ude, anbefaler vi at de har en luftig hat på – ikke kun en kasket – den skygger ikke i nakken. Gerne en hat med god stor skygge hele vejen rundt, der beskytter deres ansigt, hals, ører og nakke.

  • Vi sørger for at de børn, der har solhat med, får den på ud på legepladsen – der må ikke være bindebånd – velcro er ok

3. Tøj…

  • Når børnene er udenfor i solrige perioder, anbefaler vi at de bærer løst og luftigt tøj, f.eks. T-shirts med albuelange ærmer og krave der dækker nakken, - og kjoler og shorts, der går ned over knæene. Undgå spaghetti-stropper og ha` altid ekstra T-shirts med ærme liggende på rummet.

  • Information: Flere steder kan man nu købe sommertøj til børn med indbygget solfilter. www.cancer.dk UV-tøj med beskyttelsen 50+. Se evt. www.uvtøj.dk

4. Solcreme…

  • Vi forventer, at børnene hjemmefra er smurt ind i solcreme. 

  • Institutionen smører børnene ind i solcreme mindst faktor 15, i forbindelse med frokosten. Vi smører ind, hvor barnet ikke er dækket af tøj.

  • Efter leg med vand og badning lufttørrer børnene så vidt muligt, så solcremen ikke tørres af igen.

  • Vandfast solcreme med mindst faktor 15 er altid tilgængelig i institutionen. Vores solcreme beskytter mod UVA og UVB – stråling. Solcremen er uden parabener, parfume og farvestoffer. Solcremen er desuden godkendt af Astma-Allergi Forbundet og Svanemærket.